HISTORIEN OM
DET BLÅ SKÆRS HUS
Vi vidste intet om hverken Andalusien eller Spanien, da vi en solrig eftermiddag i 2006 lejede en bil i Malaga. Bevares, jeg havde da læst Hemmingway og den slags i en fjern fortid. Jeg havde vist også haft en kort passiar på costaen, men dette stod meget uklart i min erindring da vi kørte af sted i udlejningsbilen, en Nissan Micra der var så lille at jeg stødte knæene mod rattet.
Vores formål med rejsen var at finde et billigt refugium. Det skulle være i et bedre klima end det vi kendte i Danmark. En temmelig ordinær drøm formoder jeg, et paradoks, noget jeg altid havde drømt om, men samtidig havde forbundet med aldrende millionærer der elskede at kede sig 7 dage om ugen, 365 dage om året – Havde vi uden at bemærke det undergået den klassiske transformation fra unge idealster til gamle excentrikere, og ventede nu kun på at drikke os ihjel på en solfyldt terrasse. Forberedte vi et liv hvor dagens højdepunkt ville være den obligatoriske “Sun Downer”, hvor klager over dovne spaniaker ville blande sig med kedsommelige ægteskabelige diskussioner? tænkte jeg.
VI SKULLE BLIVE MEGET KLOGERE
DE NÆSTE 4 ÅR...
Diskussionerne blev i hvert fald store…
Efter at have strejfet rundt med forskellige obskure ejendomsmæglere langs den andalusiske østkyst i nogle dage, gjorde vi ophold i en lille og glemt flække, Albuñol. Vi havde været “On the road” uafbrudt, og var ved at være trætte, men lige den dag var vi ekstra forventningsfulde. Vi var sikre på at det ville blive en fantastisk dag.
På et aftalt mødested blev vi hentet af en middelaldrende engelsk kvinde med sorte rande under øjnene. Hun skulle vise os præcis det favorithus vi havde udset os på Internettet. Det så virkelig fortyllende ud på skærmen, kan jeg fortælle dig. Men, men, men. – Som det tit viser sig, var virkeligheden noget anderledes end de hede romantiske billeder vi havde svømmet ud over på Internettet mens vi drak Rioja fra Aldi. Stedet viste sig at være en ruin. Husets beboere, en stor flok brevduer, forsvandt baskende ud igennem et åbent vindue da vi trådte ind af en dør der kun lige nøjagtigt stadig hang på hængslerne. På gulvet havde de opbygget et solidt bjerg af duelort på cirka en meters højde.
Vi var pludselig meget skuffede.
Alligevel prøvede vi stædigt at bevare optimismen………
– We suppose there are other old houses in this town? spurgte vi den engelske dame, mens vi kiggede bønfaldende på hende.
Hun nikkede kort, og lavede en opringning fra mobiltelefonen og begyndte at tale voldsomt dårligt spansk med en ukendt person.
– Yes I can show you another house, it was put on the market only 3 days ago, sagde hun med sin dybe alkoholrustne stemme, mens hun træt prøvede at smile kundevant til os.
EN MASTODONTISK
OLDGAMMEL BYGNING
Huset var en mastodontisk oldgammel bygning i byens historiske midte, La Plaza. Navnet emmede af poesi, Casa Federico, navnet på den mytologiske martyrpoet fra Granada, Federico García Lorca. – Han er sgu skrevet ind i husets analer, tænkte jeg.
Jeg husker tydeligt hvordan de hvidkalkede sten straks begyndte at fortælle mig historier allerede første gang vi trådte ind af døren. Det mindede mig om de huse jeg havde besøgt i fantasien når jeg havde rejst i fortællinger af Gabriel García Marques eller Mario Vargas Llosa. Historier om glemte sjæle, og om storhed og forfald.
Med sine mange labyrinter og små værelser, var huset mere end et hus. Det var en slags miniunivers, en by i byen.
Sælgerne var en familie der havde gjort det til deres livsstil, på bedste nomadiske vis, at flytte fra sted til sted for at arbejde i den fremadstormende byggesektor. Af den årsag faldt de sikkert aldrig til i Albuñol. Måske elskede de ikke byen. Måske var det bare fordi, at det byggeboom der var forudset til at følge med slipstrømmen af en hær af fiktive rige udlændinge, aldrig rigtigt nåede frem. Under alle omstændigheder forsvandt de lige så stille som de var ankommet fire år før. Som dengang, så også nu, – Uden at tale med nogen.
Jeg skal spare dig for beretningen om hvordan Casa Federico langsomt transformerede sig.
Fra at være en mystisk og forladt kaserneagtig halvruin, genopstod det “Poco a poco” som man siger, til tidligere tiders pragt. Som en slags fugl Fønix, genfandt det sin stolte skikkelse som vores Carmen Del Rayo Azul, eller Det Blå Skærs Hus som vi valgte at døbe det.
I stedet kan jeg betro dig, som du måske allerede fornemmer, at selve projektet for mig har udviklet sig til en spirituel rejse i beretninger og glemte fabler fra Granada og Andalusien. Det er som om huset drager sig til mig, hiver i mig, forstyrrer mine drømme, alene for at jeg skal oversætte de historier de metertykke vægge hvisker mig i øret.
VELKOMMEN TIL
DET BLÅ SKÆRS HUS
Andalucia.dk har to formål. Det ene er at tiltrække mennesker der ønsker at opleve en helt speciel rundtur i det granadinske bjerglandskab, og som samtidig har lyst til at mærke poesien og melankolien ved at leje Det Blå Skærs Hus.
Det andet er henvendt til sofaturisten og andre interesserede. Jeg vil via en række artikler behandle nogle kulturelle fænomener og fabler fra Andalusien. Landet der med sin helt specielle historie og med en geografiske placering et stenkast fra Afrikas kyst, har spillet en afgørende rolle for hvordan vores vestlige civilisation har udviklet sig igennem de sidste 1300 år.
Jeg takker for din interesse, og håber at du vil føle dig godt tilpas, med mine tyre, sigøjnere, poeter, mauriske lejesoldater, heste, Columbus, bandoleros, kyniske, drivhusgartnere, den uheldige sultan Boabdil, illegale indvandrere og almindelige bjergbønder. Velkommen til Europas yderste grænse, velkommen til Las Alpujarras – græslandet, eller Al-Busherat som de gamle maurere kaldte bjergene omkring Det Blå Skærs Hus.
Med venlig Hilsen
Morten Wulff